Rettigheder & Forsikring

Rettigheder & Forsikring

Når man får diagnosen acusticusneurinom(AN), skal man være opmærksom på eventuelle forsikringsforhold og den mulighed, der er for at klage over den behandling, som man modtager i det offentlige sygehusvæsen.

Rettigheder

Den nødvendige sundhedsmæssige behandling i forbindelse med AN diagnosen foregår i det offentlige sundhedsvæsen. Når du forlader hospitalet, er de forpligtede til at have vurderet dig med henblik på evt. genoptræning og derefter at udarbejde en elektronisk genoptræningsplan (GOP) plan til dig, som din hjemkommune skal leve op til. Det er også i sundhedsvæsenet, at du kan søge om og få høreapparat og tilknyttede hjælpemidler. Se mere under ”Patientklage”, ”Hjælpemidler”, “Øjendråber” og ”Vederlagsfri fysioterapi”.

Forsikring

Der kan dog også være forsikringsmæssige forhold, som du skal forholde dig til, såfremt du har tegnet eller er dækket af en Tab af arbejdsevne forsikring eller en Kritisk sygdom forsikring. Se mere herom i ”Forsikringsmæssige forhold”.

Advokat hjælp

Dansk Acusticusneurinom Forening har ingen juridisk kompetence men har indgået et samarbejde med advokatfirmaet Kroer\Fink, som har specialiseret sig i patientskadesager.

Ved henvendelse til advokatfirmaet, vil der være tale om en indledende telefonrådgivning. I det omfang, man efterfølgende måtte ønske bistand ud over den indledende telefonrådgivning, vil dette kun ske efter en klar og forudgående prisaftale.

Når vi ser på forsikringsforholdene, er der 2 områder, som kan komme i spil. Den forsikring som er tegnet og dækker kritisk sygdom/sygdom, og den forsikring som er tegnet og dækker tab af arbejdsevne.

Kritisk Sygdom/Sygdom
Som oftest er det ens arbejdsgiver, der har tegnet en forsikring, der dækker kritisk sygdom/sygdom. Der er dog også enkelte, der selv har tegnet en forsikring mod kritisk sygdom/sygdom. Der kan også være tale om, at der i de dækninger, som er dækket i ens pensionsordning, er en dækning, der hedder kritisk sygdom/sygdom. Så tjek med din arbejdsgiver og/eller din pensionsordning om der er en forsikring, der dækker kritisk sygdom/ sygdom.

Er der en forsikring, der dækker, kan du dog ikke være sikker på at den dækker diagnosen AN, og at du dermed får udbetalt et beløb. Dette selvom AN kan være en livstruende sygdom, og lægerne anbefaler, at man får fjernet knuden.

Når man skal finde ud af, om man er dækket, er man nødt til at se i forsikringens police, idet det er her, man kan se om forsikringen dækker diagnosen AN. Det er nemlig ikke alle forsikringsselskaber, der dækker AN. Nogle forsikringsselskaber dækker på nuværende tidspunkt slet ikke f.eks. FG (Forenede gruppeliv), andre dækker, hvis du bliver opereret, og der efterfølgende konstateres en men grad større end x%. Denne % kan også være forskellig fra selskab til selskab.

Forholdene ændrer sig hele tid fra selskab til selskab, så det er nødvendigt at undersøge, hvad policen dækker på tidspunktet for diagnosen. En god idé er at anlægge en skade og på den måde finde ud af om selskabet dækker og samtidig selv gå policen efter og vurdere om der skulle være dækning.

Er man rendt sur i at finde ud af, om man er dækket eller ikke, er man velkommen til at rette henvendelse til foreningens medlem, der tager sig af forsikringsforhold. Vedkommende finder du bagest i foreningens medlemsblad under kontaktpersoner.

Har man en uoverensstemmelse med sit forsikringsselskab og ønsker juridisk assistance/juridisk afklaring, har foreningen et samarbejde med advokatfirmaet Kroer/Fink., som man er velkommen til at tage kontakt til.

Ved henvendelse til advokatfirmaet, vil der være tale om en indledende telefonrådgivning.

I det omfang, man efterfølgende måtte ønske bistand ud over den indledende telefonrådgivning, vil dette kun ske efter en klar og forudgående prisaftale.

Tab af arbejdsevne
De af os, der får diagnosen acusticusneurinom, er heldigvis ikke så hårdt ramte, at vi taber arbejdsevnen. Dog har vi enkelte medlemmer, som er så slemt påvirkede efter operation, at de ikke er i stand til at varetage deres daglige job. I de situationer vil der være mulighed for, at en tegnet forsikring mod tab af arbejdsevne vil kunne komme ind og dække her. Så har man en sådan forsikring husk da at kontakte dit forsikringsselskab. Mange er også dækket gennem pensionsordningen, særligt hvis det er en pensionsordning gennem ens arbejdsgiver.

Ikke et acusticusneurinom men et meningiom
Skulle det efterfølgende vise sig at acusticusneurinomet bliver diagnostiseret som et meningiom, hvilket godt kan forekomme, skal man være opmærksom på at visse forsikringer vil være dækningsgivende. Igen undersøg hvad din police dækker.

Patientklage/Patienterstatning
Fra vi første gang henvender os til vores praktiserende læge eller til en øre næse hals læge, der efterfølgende henviser en til nærmere undersøgelse på sygehus til udredning af f.eks. AN, er man inde i sygehusvæsenets klage system, som man automatisk får besked om.

Kommer man til skade i forbindelse med en behandling i det danske sundhedssystem, kan man kræve den personskade, der er sket erstattet efter regler i Patienterstatningsloven/erstatningsansvarsloven.

Patientklage
Alle klager behandles af Styrelsen for patientklager. Gå ind på borger.dk og videre til klager over behandling. Du finder også linket her

Her kan du læse mere om, hvorledes du forholder dig, og hvordan du klager. Vær opmærksom på at hvis du også vil gøre hospitalet opmærksom på en mindre ting, der har været uhensigtsmæssig i din behandling, og du mener, det er væsentlig at hospitalet får kendskab til dette, skal du også indsende en klage. På den måde får hospitalet dine guldkorn at vide, og hospitalet vil officielt vurdere dine guldkorn og eventuelt foretage nødvendige ændringer i deres forretningsgange.

Nedenfor kan du se sagsbehandlingens faser,

Patienterstatning
Har du lavet en patientklage, får du ikke automatisk erstatning, selvom du får medhold i din klage. Du skal søge erstatning ved Patienterstatningen, hvis du ønsker at søge erstatning for en behandlingsskade. For at få mere at vide om patienterstatningen gå ind på deres hjemmeside pebl.dk.

Der kan udbetales erstatning, uanset om der er begået fejl i forbindelse med den behandling, man har modtaget – kriteriet er blot, at man er påført en merskade i forhold til den grundlidelse, som man behandles imod.

Har man fået afslag på sin patienterstatningssag eller har dyberegående spørgsmål, der ikke kan afklares ved at gå ind på patienterstatningens hjemmeside pebl.dk, kan man eventuelt få afklaring på spørgsmål ved henvendelse til advokat firmaet Kroer/Fink, som foreningen har indgået en samarbejdsaftale med.

Ved henvendelse til advokatfirmaet, vil der være tale om en indledende telefonrådgivning.

I det omfang, man efterfølgende måtte ønske bistand ud over den indledende telefonrådgivning, vil dette kun ske efter en klar og forudgående prisaftale.

Næsten alle patienter med acusticusneurinom(AN) får en eller anden grad af hørenedsættelse. Der er dog god hjælp at hente i form af høreapparater og andre hjælpemidler. Nedenstående link giver en oversigt over, hvilke muligheder, der er både i privat regi og i det offentlige.

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2015/hvis-du-skal-ha-hoereapparat

Husk at den type høretab, som patienter med AN normalt har, kræver specialiseret viden, som kun findes i det offentlige system. De private høreklinikker tager sig af ukompliceret høretab.

Vær også opmærksom på, at man skal henvende sig på det lokale kommunikationscentre for at få viden om de hjælpemidler, som findes ud over høreapparater. Kommunikationscentret kan demonstrere de forskellige muligheder for en og hjælpe med at søge tilskud.

For at få vejledning i, hvordan man agerer i forhold til at få hjælp, kan det desuden anbefales at gå ind på Høreforeningens hjemmeside. Her er der en meget fin oversigt: “Find vej i systemet”. Det er en oversigt, man kan bruge, fra man har fået konstateret en hørenedsættelse, til man har fået et høreapparat og hjælp til at bruge det.

I Høreforeningens “Viden om” sektion står der information om hørelse, høreapparater og andet inden for området hørelse.

Høreforeningens folder “Høremanual” kommer man hele vejen rundt om emnet hørenedsættelse. Den er skrevet med udgangspunkt i ældre menneskers behov, men indeholder megen relevant viden.

Mange af vore medlemmer har store udgifter til kunstig tårevæske. Førhen var der ikke tilskud til disse produkter, men nu kan nogle af håndkøbslægemidlerne fås på recept med ”klausuleret tilskud”.

Ikke alle typer øjendråber er godkendte som lægemidler, og på listen optræder kun de produkter, som er godkendt efter reglerne for lægemidler. September 2020 optrådte følgende produktnavne på listen: Artelac, Celluvisc, Oculac, Viscotears, Oftagel og Ophtha.

Det klausulerede tilskud gives til patienter med tørre øjne bl.a. i forbindelse facialisparese med lukkedefekt.

Det er din læge, der vurderer, om du er berettiget til at få tilskud til et lægemiddel med klausuleret tilskud. Hvis det er tilfældet, skal lægen skrive “tilskud” på recepten.